Carlsberg Byen - Byggeafsnit 6øst

:
17-002
Byggeafsnit 6Øst i Carlsberg Byen samler stræder, byrum og gårdrum omkring en tæt karrébebyggelse med boliger, erhverv og Pasteurs Tårn. Vi har formet landskabet som en sammenhængende helhed, hvor materialer, niveauskift og beplantning giver området karakter og ro.

Info

Description

Stræderne er udlagt som lege- og opholdsgader. Belægningen i mørke tegl og asfalt føres fra facade til facade og samler rummet i én rolig flade. Ved opgangene, hvor der er behov for et plant niveau, udvider vi forløbet med mindre pladsdannelser. Her indgår grove granitplinte som støttemure og siddekanter. Hævede, ovale plantebede med træer, buske og blomster tilfører dybde og ophold.

Byrummet ved Kridttårnet har et markant fald fra vest mod øst. Med afsæt i Kridttårnets materialer, farver og muren mod Pasteursvej har vi arbejdet med lyse betonstøttemure, som både optager niveauspringet og præger pladsens udtryk. Murene træder ud af fladen og danner siddemuligheder i forskellige højder. Belægningen udføres i en rustik, gråbrun teglklinke. I grusfelter, der relaterer sig til murene, plantes opstammede fyrretræer.

Syd for Pasteurs Tårn er byrummet formet som en mørk teglflade, der spænder fra facade til facade og leder videre mod den fredede J. C. Jacobsens Have. I tre zoner, hvor der forventes caféer med udeservering, skifter teglen forbandt. Grebet er enkelt, men tydeligt. Det markerer, at rummet kan noget andet her. To større øer af grus med træer møblerer fladen og er samtidig med til at dæmpe de vindpåvirkninger, tårnet kan skabe. I den ene grusø er der integreret en mindre legeskulptur.

Gårdrummet er disponeret som et grønt, beskyttet rum for beboere og ansatte i karréen. Et net af grusstier forbinder portgennemgangen med opgangene. På udvalgte steder udvides stierne og giver plads til ophold eller cykelparkering. Stuelejlighederne har private terrasser, afgrænset af lave buskplantninger, så overgangen mellem privat og fælles bliver tydelig uden at bryde helheden. Beplantningen er frodig og uformel med bunddækkende stauder, buske og en gruppe træer, der samler gårdrummet og giver det varighed.

Jeg er ret vild med den måde, landskabsprojektet er endt på. Vi har fået to virkelig fine byrum. Det ene, som har direkte forbindelse til IC Jacobsens Have, er beplantet med flotte trægrupper og belagt smukke belægninger. Det andet ved Kridttårnet er beplantet med en gruppe fyrretræer. Det ser smukt ud og klæder bygningerne. Der er skabt en virkelig skøn stemning. Det store terrænspring i byrummet er løst på en måde, så alle trafikanter og funktioner er tilgodeset.

Bettina Bindslev, Projektkoordinator i Carlsberg Byen