Østerfælled Torv
:
Info
Description
Østerfælled Torv er anlagt i 1990’erne som en stor, afgrænset plads inden for den historiske kasernemur, og fremstår i dag slidt og bruges kun i begrænset omfang. Med nye åbninger etablerer vi både fysisk og visuel kontakt til de omkringliggende gader. Torvet bliver synligt fra byen og naturligt at bevæge sig ind i. Forbindelsen til Østerbrogade styrkes, uden at ophæve murens karakter som afgrænsning.
Projektet tager afsæt i det eksisterende. Belægningen fra 1990’erne bevares og videreføres som grundlag for den nye bearbejdning. Kun langs facaderne bryder vi fladen op. Her etablerer vi grønne kantzoner, som indrammer torvet og opdeler det i mindre, præcise rum: Ankomstpladsen, Det Centrale Torv og Kulturtorvet. Hver plads er formet i relation til de funktioner, den ligger op ad.
Fravalget er bevidst. Ved at arbejde videre med det eksisterende reducerer vi ressourceforbruget og fastholder torvets karakter, samtidig med at det får en ny struktur.
Fra gaden anes beplantningen gennem de nye muråbninger. Et glimt af noget grønt bag muren. Inde på torvet ligger grønne lommer med stauder og flerstammede træer. De skaber skygge, ophold og en roligere overgang mellem mur, belægning og facade.
Stierne markerer bevægelsen ind i torvet. De udføres i teglklinker i to røde nuancer – en mat og en changerende – lagt i et stribet mønster. De leder blikket og kroppen fra gaden og ind i de grønne lommer. Samtidig står de i tydelig kontrast til de eksisterende grå fliser og giver pladsen retning.