Vangede Bygade

:
08-036
Renoveringen af Vangede Bygade styrker de fysiske rammer om hverdagslivet. En sammenhængende bearbejdning af gaderum, beplantning og ophold skaber en tydelig identitet, hvor stedets historie og rytme fortsætter i en nutidig form.

Info

Description

Vangede forbindes for mange med Dan Turèlls skildringer af hverdagslivet i Vangede Billeder. Den fortælling danner et naturligt afsæt for en bygade, hvor handel, boliger, bibliotek og hverdagsfunktioner samles i ét sammenhængende gaderum.

Det karakteristiske gadeforløb med skiftende facadefremspring og bygningshøjder samles af en gennemgående række opstammede røn. Træerne er plantet i specialdesignede træhulsriste i ubehandlet jern, der samtidig markerer parkeringszonerne og skaber en ensartet rytme gennem hele gaden.

Foran biblioteket og SuperBrugsen udvides fortovet til mindre opholdspladser belagt med sorte, specialfremstillede betonfliser. Enkelte jernplader med graverede Dan Turèll-citater indgår som diskrete spor af stedets fortælling. En cirkulær bænk omslutter den eksisterende tjørn ved biblioteket, mens robinietræer tilfører skygge og karakter til pladsen foran SuperBrugsen.

Mod nord afsluttes Vangede Bygade af Dan Turèlls Plads. En lang, buet bænk danner et enkelt og naturligt sted for ophold og møder i hverdagen.