DRMA og 1:1 Landskab har slået stregerne til en masterplan i Drammen tæt på Oslo, der vil forvandle et nedslidt og udtjent industriområde til et grønt boligområde med masser af naturoplevelser ved fjorden.

Forrygende forvandling i fjordbyen Drammen

03.11.2022

En gammel skrotplads og en kommunal halvø vil i løbet af de næste 5-10 år blive forvandlet til et moderne byområde lige ved den naturskønne Drammensfjorden. 1:1 Landskab og DRMA har i samarbejde skabet en moderne byplan. 1:1 har udviklet naturgrebet, byrum og de landskabsarkitektoniske elementer, mens vores gode samarbejdspartnere i DRMA står for volumener, programmering af bygninger og de arkitektoniske visioner. En samskabende proces, hvor vi udvikler det nye attraktive bydel døbt Teigen, som er en del af området Lierstranda, store del af Drammens gamle industriområde ud til fjorden.

- Vi har et virkelig godt samarbejde med DRMA, som vi har arbejdet med på en lang række projekter i Norge. Så da DRMA fik en henvendelse fra bygherren om at udarbejde en masterplan for området, tog de os med på holdet. Det er vi utroligt glade for, siger partner i 1:1 Landskab Jacob Kamp.

Fjorden i byen

Drammen ligger en 40min fra Oslo og er populær hos unge børnefamilier, som gerne vil lidt væk fra storbyen, have naturen tæt på og en billigere bolig end i hovedstaden. Derfor er der opstået interesse for at udvikle de gamle industriområder ud til fjorden et par kilometer væk fra Drammen centrum. Udviklingen bliver godt hjulpet på vej af et stort hospitalsprojekt, som er under opførsel sammen med en tilhørende hospitalspark. I Teigen har 1:1 Landskab designet et landskabsprojekt, der trækker fjorden helt ind i det nye kvarter, så det blå element bliver en del af bybilledet.

- Den indre del op mod togstationen bliver en tæt by med en grøn kile og flere grønne gader, mens den ydre del på den grønne halvø får en lavere bebyggelsesprocent og mere karakter af naturskøn tæt landsby. Vores koncept er at designe en grøn/blå byudvikling langs kanten, langs fjorden, så det marine landskab bliver trukket helt ind i byen og skaber enestående naturoplevelser, siger landskabsarkitekt og projektleder i 1:1 Landskab Simon Enemærke.

Alsidig og mangfoldig

Langs kanten vil en fjordpromenade skabe et pulserende byliv med siddetrapper, cafeer og gode bademuligheder. Inde i selve byområdet er pladserne designet til at skabe en alsidig og mangfoldig by med forskellige størrelser byrum og forskelligt programmerede byrum. Derudover er landskabet designet til at håndtere store mængder regnvand og oversvømmelser fra smeltevand om foråret.

- Vores projekt er blevet taget rigtig godt imod af bygherren, og vi forventer at fortsætte det succesfulde samarbejde med bygherren og DRMA i de kommende etaper. Vi glæder os til næste kapitel, slutter Simon Enemærke.