Metrostationen København Syd bliver et af hovedstadens største trafikale samlingspunkter i fremtiden. Samtidig bliver pladsen udeareal for lokalområdet, inkl. de studerende på NEXT Sukkertoppen. 1:1 landskab har tegnet en forplads med optimal cirkulation og mellemrum til ophold.

Ny Ellebjerg Metroforplads

22-014

Description

En travl stationsplads med mange pendlere skal være slidstærk og robust. Derfor anlægges København Syd Metroforplads i gedigne og afprøvede materialer, som kan modstå slid, vind og vejr. Det skal være let og tilgængeligt at komme fra A til B. Derfor tager hovedgrebet udgangspunkt i de flowlinjer som er styrende for området så det bliver rart at færdes og der sikres god cirkulation på metroforpladsen.

Metroforpladsen henvender sig samtidig til nærområdet, som huser mange studerende og familier. I mellemrummene mellem flowlinjerne anlægges amorfe planteøer og aktivitetsfelter. Øernes amorfe form skaber kontrast til de langstrakte og funktionsprægede banelinjer og bryder pladsen op i mindre rum – og tilføjer en menneskelig skala. Aktivitetsfelterne får bl.a. træningsredskaber, ophold og streetbasket, så pladsen inviterer til brug selvom man ikke nødvendigvis skal med offentlig transport.

Ny Ellebjergs røde farve
Farven rød er allestedsnærværende ved Ny Ellebjerg Station, i omgivelsernes arkitektur og i DSB og Metros farver. Derfor bruges farven som gennemgående greb i byrummet og styrker derved områdets eksisterende identitet. Den røde farve er valgt til aktivitetsøerne og som wayfinding.
 

Bynatur i rød og grøn
Der forsvinder i dag flere og flere arter fra den danske natur. Derfor lægges der i projektet særlig vægt på hjemmehørende arter. De plantes tæt op ad baneterrænnet, som gennem tiden har fungeret som plante-spredningskorridor. Fra godstogene er frø blevet spredt på tværs af Danmark og Europa. Og herudfra breder Metrostation København Syds nye bynatur sig. De hjemmehørende arter vil ligeledes bidrage med fødekilder til faunaen. Udover at være inspireret af omgivelsernes flora er plantevalget inspireret af kvarterets gennemgående røde nuancer. Stor artsrigdom og et mix af rødt og grønt vil præge den nye stationsplads. Midten af vendesløjfen plantes til og bliver til en lokal biodiversitetszone.